Krydsning af Polarcirklen - hvor Norden begynder

I sin enkleste form er Polarcirklen en breddegrad, en markering på kortet lige nord for 66° 33′ over Ækvator. Nordfor ligger det arktiske område - en enorm, kold kappe, der dækker 20 millioner kvadratkilometer eller omkring 4 % af Jordens overflade.

Men det betyder meget mere end det. Polarcirklen markerer kanten af en verden, der er gennemsyret af folklore, eventyr og nærmest mytiske skabninger. Det er et område med enorme, hvide bjørne og hvaler med enhjørningelignende stødtænder. Af julemanden og hans nisser. Af menneskelig udholdenhed så imponerende, at det føles mere som legende end historie.

Den historiefyldte linje skærer gennem Norge lige syd for Bodø mellem havnene Nesna og Ørnes på vores originale Kystrute. Når man sejler nordpå med os, så hold øje med Polarcirkel-globen på Vikingen-øen. Når man ser den, er vi ankommet – eller har forladt Arktis.

Det arktiske område spænder over flere grænser og kulturer på den nordlige halvkugle. Det strækker sig fra Norge, Sverige og Finland over det nordlige Rusland til USA (Alaska), Canada og Grønland. Den lille ø Grímsey skubber også Island ind i Polarcirklen. Sammen med Rigsfællesskabet Danmark danner de Arktisk Råd – nordens vogtere.

Breddegraderne inkluderer også Norskehavet og Barentshavet i Atlanterhavet samt Ishavet omkring Nordpolen. De rummer tusindvis af samfund, millioner af dyr og landskaber, der spænder fra boreal skov (eller taiga) over tundra til iskappe.

Fastlands-Norge ligger ved den sydlige kant af den polare verden, men er dybt forbundet med den. Her udforsker man ikke bare Norge. Man er en del af en større, fælles arktisk fortælling.

Nord for Polarcirklen følger nat og dag en anden rytme. Linjen selv flytter sig lidt hvert år – omkring 15 meter – afhængigt af Jordens aksehældning.

Ved disse breddegrader forbliver solen over horisonten i mindst en hel dag om sommeren og forsvinder i mindst en hel dag om vinteren. Jo længere nordpå, man kommer, desto mere ekstremt bliver det fra en dag til flere uger og endelig op til seks måneder med kontinuerligt lys eller mørke ved Nordpolen.

Fra slutningen af maj til midten af juli går solen slet ikke ned i Tromsø, Alta, Lofoten og andre steder nord for cirklen. Længere nordpå - på Svalbard - forbliver solen oppe fra slutningen af april til slutningen af august. Under Midnatssolen strækker tiden sig ud – vandreture varer længe, samtaler flyder videre, og dagene smelter smukt sammen.

Om vinteren omslutter Polarnatten Arktis i mørke, men det er langt fra stille. Lys strømmer fra hjemmene. Sneen bevæger sig. Og den mørke himmel blusser ofte op med auroraen.

Livet tilpasser sig disse ekstremer året rundt. Rensdyr graver gennem sneen efter mad. Fjeldræve skifter pels med årstiderne. Mennesker ændrer deres rutiner for at omfavne ekstremerne. Her er lys og mørke ikke bare baggrund; de former hele livets rytme.

Arktiske landskaber er lige så slående som himlen. Tundrasletter breder sig ud i bløde, jordfarvede toner – frosne det meste af året, men sprudlende af hårdført liv om sommeren. Fjeldkæder rejser sig skarpt fra havet - med tinder, der er formet af is og tid. Og imellem er der vidtstrakte øgrupper, barske kyster og stille fjorde.

Langs Norges arktiske kyst er Nordland en seværdighed. Fra Helgelandskysten lige syd for Polarcirklen til Lofotens takkede silhuetter indenfor rummer området nogle af Arktis' mest ikoniske – og fotogene – naturlandskaber.

Endnu længere nordpå ligger Svalbard, der er en vild øgruppe af kælvende gletsjere, isfyldte fjorde og polardyr. Det er så tæt på Nordpolen, som de fleste rejsende nogensinde kommer.

Nordpolen er et frossent hjerte på toppen af verden omgivet af Ishavet. Om vinteren spreder havisen sig sydpå og dækker millioner af kvadratkilometer. Ved sensommeren er meget af isen smeltet tilbage. Den årlige cyklus har længe formet migrationsmønstre, marint liv og menneskelig aktivitet.

Langs Norges kyst er tingene anderledes. Her holder Golfstrømmen havisen på afstand ved at føre varmt vand fra Atlanterhavet nordpå ind i Ishavet helt til Svalbard.

Det betyder, at selv nord for Polarcirklen forbliver Norges fjorde åbne og sejlbare året rundt, hvilket tillader liv og rejser at fortsætte, selv når andre steder i Arktis står stille på grund af isen. Derfor kan vores originale kystrute pålideligt sejle rundt om Norges Nordkap, ved 71°Nord selv midt om vinteren.

Men disse mønstre ændrer sig. Isen trækker sig tidligere tilbage. Den vender senere tilbage. Ishavet opvarmes, og det arktiske område mærker virkningerne af global opvarmning først.

Ingen steder viser virkningerne af klimaforandringer sig tydeligere end i Arktis. Svalbard opvarmes seks gange hurtigere end det globale gennemsnit. Gletsjere skrumper. Havisen bliver tyndere.

Arktiske dyr som isbjørne, hvalrosser og havfugle mister kritiske levesteder. Samfund, der har levet i balance med miljøet i århundreder, tvinges til at tilpasse sig kortere vintre, ustabil is og skiftende økosystemer.

Det, der sker i Arktis, er en advarsel til resten af planeten. Udforskning spiller en rolle - ikke kun i at være vidne til klimaforandringer - men i at forstå dem.

At besøge Arktis med Svalbardlinjen tilbyder mere end ærefrygt. Det øger bevidstheden. Det forbinder de rejsende med en skrøbelig del af verden, der har brug for akut omsorg. Og gennem den forbindelse bliver forandring mere end et koncept. Det bliver stærkt personligt.