Kære kyst! Fra Catherine, en landskabsmaler

"Det var et meget krævende lys," siger Catherine, mens hun tænker tilbage på sin rejse på Svalbardlinjen sidste sommer. "Jeg kunne ikke sove. Jeg følte, at jeg gennemgik en slags mani, hvor jeg forsøgte at indfange så meget af det, jeg så, som muligt og prøve at fange noget af energien. Det er sådan et mægtigt landskab, der skyder op af havet. Og dets former er fuldstændigt betagende."

Catherine er certificeret skibsfører og har sejlet hele sit liv. Hun har læst utallige beretninger om opdagelsesrejsende, der som de første sejlede til de nordligste breddegrader. "Jeg tænkte på at gøre det i min egen lillebitte båd, men det ville tage mig cirka seks måneder blot at nå derop!" Så at foretage rejsen med Hurtigruten var som en drøm, der gik i opfyldelse. Det betød også, at hun kunne fokusere fuldt ud på sin kunst og lade den erfarne kaptajn på M/S Trollfjord tage sig af navigationen.

Via de skitser, hun lavede, mens hun stod på dækket på M/S Trollfjord ved sit lille bord sidste sommer, har Catherine skabt en serie malerier af Norges kyst. Det er fascinerende at se den gradvise ændring i farver og stemninger, der er afbildet i olie og vandfarve, mens hun sejlede nordpå – fra Åndalsnes' livlige, grønne nuancer og Polarcirklens hvide energi til de overraskende jordfarvetoner på Svalbard og de gletsjerblå nuancer ved 79 grader nord.

Mens hun taler med os i begyndelsen af juni – næsten et år efter hendes rejse til Norge – er lyset i Catherines sydengelske studie fortsat varmt og gult. Men væggenes malerier, der er inspireret af hendes tid på Svalbardlinjen, skinner med en meget anderledes glød – gløden fra den norske midnatssol.

For folk fra sydligere breddegrader kan kvaliteten af det ekstraordinære lys komme som en overraskelse. I stedet for de varme honningnuancer, der normalt associeres med solnedgangens gyldne time, kan lyset fra midnatssolen være klart og kraftigt.

"Når jeg vågnede, var der en klarhed over lyset, som jeg aldrig havde set før," siger Catherine. "Jeg har sejlet i hele mit liv, men det her var anderledes. Der var et stationært højtrykssystem over Norge, da vi var der, som skabte en glasagtig, forventningsfuld stemning over landskabet. På et tidspunkt, da vi rundede Lofoten mod Træna, blev alt sølvfarvet. Det føltes som om, at vi forlod én verden og ankom til en anden. Det var som at træde ind i en drøm."

Som landskabsmaler ser Catherine mere end grønne bakker, grå klipper og et blåt hav, når hun betragter en udsigt. Hun ser en variation af farver og former. Midnatssolen føjede endnu flere farver til Catherines normale palet, da hun rejse mod Svalbard.

"Jo længere nordpå, jeg kom, jo mere blåt blev alting. Det er noget, man virkelig bemærker, hvis man maler billeder. Jeg bemærkede det i min farveskala. Berlinerblåt skaber intense skygger, så den bruger jeg ofte, men nogle af oliefarverne, jeg valgte, var metalliske, fordi de afgiver en glans, der viser det reflekterende lys. Og jeg brugte en masse lyserødt, da farverne på himlen på det tidspunkt, der normalt ville være skumringen, ændrede sig, og man får en masse lyserødt, men solen går aldrig helt ned under horisonten."

Catherine er ikke den eneste kunstner, der er inspireret af det unikke lys fra midnatssolen. Efter hjemkomsten undersøgte hun, hvordan andre kunstnere har beskrevet det særlige lys, og hun har opdaget nogle interessante paralleller.

"Jeg kiggede på Anna Boberg, en svensk kunstner, der arbejdede i Norge ved århundredeskiftet, der havde en enorm pels på, mens hendes malergrej lå spredt ud foran hende. Jeg kiggede på Munch. Han er bedst kendt for Skriget, men han malede også fantastiske landskabsmalerier. Det ser ud til, at vi taler samme sprog med lyserøde linjer, der kommer ud af himlen. Man kan se det i et af mine malerier af Træna. Det er interessant, at andre kunstnere har set de samme ting."

Catherines måde at tale om sin kunst på er afslørende. Maling er hendes måde at "beskrive" og "oversætte" sin oplevelse af landskabet på. Hun taler om behovet for at øve sig i at "være" på et sted, at studere grundigt, hvor hun er. Derefter skal hun bruge en vis afstand, både tidsmæssigt og geografisk, mens hun gennemgår processen med at male en række billeder, der er baseret på de skitser, hun lavede ombord. Hver især er mere abstrakt end den forrige, mens hun "vænner sig til sproget og begynder at tænke mere og mere over efterveerne af landskabet i hjernen". Det er som en samtale mellem kyst, pensel og følelse.

Men det var ikke kun kystens maleriske landskaber, der gjorde indtryk på Catherine.

"At sejle ind i Trollfjorden var en kolossal oplevelse for mig. Jeg blev slået helt ud af forskellige ting – den måde, hvorpå den kvindelige skipper navigerede skibet forsigtigt ind i fjorden. Jeg er selv sejler, og jeg har naturligvis en anden træning, men jeg beundrede, hvordan hun lavede tre balletagtigee vendinger for enden af Trollfjorden og derefter førte skibet varsomt ud igen ... Der var havørne over os, og fjorden er så smal, at man føler sig meget tæt på kanterne. Da vi nærmede os det smalleste sted, var det næsten som en fødsel. Jeg forstår godt, hvorfor Trollfjorden er et vigtigt sted i mytologien."

Det relativt lille skib M/S Trollfjord og alle vore andre skibes lille størrelse gør, at vi kan sejle sikkert ind i de dybe, berlinerblå fjorde. "Man får meget mere at se, end man ville se på et større skib," bemærker Catherine.

At sejle med et elektrisk skib til en gletsjer i Svalbard var et andet højdepunkt. "Den gletsjerturkis er noget, man ikke kan beskrive i maling," siger hun og beskriver i det stedet som en auditiv oplevelse.

Da de var tilstrækkeligt tæt på gletsjerkanten, og motoren blev slukket, "kunne man høre isen knage og revne; den taler hele tiden, og bevæger sig konstant, mens den brækkes løs fra kanten. Derefter kælver den meget, meget langsomt, og de former, som isen danner, når den smelter, er fantastiske," siger hun. "Fordi det var tåget, da vi nærmede os gletsjeren, fik man en fornemmelse af at være i et musestille teater. Man hører selv de svageste og fjerneste lyde. Det forvrænger ens opfattelse af rum og størrelse."

Beslutningen om at sejle langs kysten med Hurtigruten var også vigtig, både for Catherine og for mange af de øvrige rejsende, hun snakkede med ombord.

"Alle sider af, hvor den tur førte os hen, rørte folk på den mest ekstraordinære måde. Mange af de mennesker, jeg snakkede med, havde ønsket sig at tage på denne tur i lang tid. Det er ikke et letvægtskrydstogt, hvor man går ombord og ned i swimmingpoolen. Det føles mere alvorligt, og de mennesker, jeg snakkede med, syntes at være forbundet intellektuelt for at tage på den eventyrlige rejse."

"Jeg tror, at det har meget at gøre med det faktum, at Hurtigruten var det første rederi, der åbnede for kysten. Den forvandlede landskabet. Forestil dig, hvor isolerede, de steder var, før Hurtigruten begyndte at binde dem sammen og introducerede en rute, der muliggjorde postforbindelse, handel og nyheder om alt, der sker op og ned ad kysten."

Indimellem taler Catherine om kysten, som om hun var en del af den, i stedet for blot en observatør. Og det er sandt. Som kunstner, siger hun, vil hun gerne "ankomme" og rigtigt føle, hvor hun er – en proces hun finder nemmere ved en "mere menneskelig hastighed" ved at rejse med skib – før hun begynder at oversætte sin følelse til et maleri.

"Det er sådan, jeg ser mine malerier. Hvis man kender stedet tilstrækkeligt godt, kan man genkende det i maleriet, men jeg forsøger altid at give en dybere forståelse for, hvad det sted er, hvordan det påvirkede mig, og hvordan det kunne påvirke andre."

Efter at have hørt om Catherines oplevelse på Svalbardlinjen, håber vi, du vil eksperimentere med at se Norges kyst gennem en malers øjne. Du vil måske ligesom Catherine føle dig endnu mere påvirket af og forbundet med vores smukke hjem ved dit næste besøg.